Træerne i Forstbotanisk Have i Charlottenlund er, set med
danske øjne, ganske gamle, men slet ingenting set i forhold
til nogle af verdens rigtig gamle træer.
Verdens ældste træ er nok en gammel huon fyr der vokser i
regnskoven på den sydvestlige del af Tasmanien. Det er uden
sammenligning verdens ældste levende væsen!
Træet er mindst 10.500 år gammelt. Da det startede var der
ikke mennesker i Danmark! |
I Sverige er der fundet 3 grantræer der har stået på
fjeldet, næsten siden indlandsisen trak sig tilbage for
10.000 år siden. Man har med kulstof 14-metoden fastslået,
at de tre grantræer har stået på fjeldet i henholdsvis
5.000, 6.000 og 8.000 år.
Til sammenligning er Danmarks ældste træ ifølge
Naturstyrelsen anslået til at være ”sølle” ca. 1.800 år gammelt.
Det er Kongeegen, der står i Nordskoven ved Jægerspris.
Men tilbage til Forstbotanisk Have. De fleste træer og buske
i haven er plantet efter 1838, der findes dog et antal
træer, der stammer fra før havens anlæggelse, det drejer sig
om den vandrende lind, et par gamle vilde æbletræer og en
stilkeg. Ingen har gjort noget for at finde ud af hvor gamle
de er, men egen kan godt være 2-300 år gammel. De ældste
plantede træer er en amerikansk tretorn, en kinesisk tretorn
og en alpeguldregn, der desværre på et tidspunkt blev
vindfældet, men den nægtede at give op og har skudt nye
stammer op fra roden (de seje rester ses
på billedet til højre), alpeguldregnen er efter sigende den
ældste!
Den ”nyeste” er muligvis den antarktiske bøg fra
1976.
Dette afsnit er under redigering, da det kræver en del
detektivarbejde at finde de rigtige årstal og sammenhænge! |
|