Ved Thomas Vikstrøm (redigeret 2018, opdateres)
Illustrationer tilføjes senere

Nærværende afsnit bygger dels på forfatterens egne observationer gjort primært under den årlige, offentlige forårsfugletur i Forstbotanisk Have siden 2014, dels på beretninger fra bl.a. deltagerne på disse ture, dels på i alt knapt 400 observationer gjort siden 1957 og indtastet i Dansk Ornitologisk Forenings online database med fugleobservationer, DOFbasen (www.dfbasen.dk).

46 fuglearter er gennem tiden registreret i Forstbotanisk Have, heraf ca. 34 som sandsynligvis ynglende her. Der er aldrig foretaget systematiske bestandsopgørelser eller andre deciderede optællinger, men blandt de talrigeste arter af ynglefugle er ringdue, gærdesmutte, munk, musvit og blåmejse.

Afsnittet er inddelt efter fuglearternes primære plads i Forstbotanisk Have som økosystem. 

Hulrugerne

Blandt de arter, som i naturen mest yngler i træhuller – og derfor også gerne i opsatte redekasser – finder vi bl.a. mejserne og deres nære slægtninge træløbere og spætmejse. Af mejserne er musvit, blåmejse og sortmejse almindelige i Forstbotanisk Have, mens sumpmejsen kun er set få gange. Især musvittens velkendte sang kan høres året rundt; den gengives gerne som fx ”giv tid – giv tid - giv tid”, ”titi-fy – titi fy- titi-fy” eller simpelthen som ”mu-SVIT – mu-SVIT – mu-SVIT”, da den har navn efter sin stemme. Den meget lignende sortmejse findes næsten kun i nåletræer, men alle de nævnte arter har gavn af den opsætning af fuglekasser, som løbende finder sted i Forstbotanisk Have. Det samme gælder spætmejsen, mens gærdesmutten, der yngler i Forstbotanisk Have med op til otte par og ofte ses med halen strittende lige i vejret (jf. billedet), har brug for redekasser med en særlig udformning. Det samme gælder de to arter af træløbere, som er svære at kende fra hinanden, nemlig den korttåede træløber, også kaldet parktræløberen, der først er indvandret til Danmark sydfra midt i det tyvende århundrede, til Sjælland først i 1980’erne og til hovedstadsregionen en halv snes år senere. 

Både alliken, der hører til kragefuglene, vendehalsen, der hører til spætterne samt hulduen og natuglen kræver som regel store træer med store huller for at kunne yngle; det er derfor af stor betydning at lade sådanne træer stå, også som døde, hvis man vil gøre sig håb om disse arter som ynglefugle, da de ikke selv kan udhugge redehul i modsætning til fx stor flagspætte. Bl.a. derfor er hulduen og vendehalsen da også ret sjældne, mens alliken har tilpasset sig mennesker og også ofte yngler fx i skorstene. Tilsvarende kan natuglen lokkes til at yngle i opsatte kasser, som der da også er én af i Forstbotanisk Have, men det er nu mange år siden, natuglen sidst har ynglet her. Til gengæld så en huldue i 2014 ud til at interessere sig for uglekassen. Den store flagspætte er den eneste almindelige spætte, og heldigvis udhugger den et nyt redehul hvert år, for blandt de øvrige mindre hulrugere er der rift om dens brugte redehuller fra tidligere år. 

Øvrige løvskovsfugle

På billedet ses den nordlige underart (race) af halemejse, der har helt hvidt hoved, hvor sydlig halemejse har en sort streg gennem øjet. Nordlig halemejse er den almindeligste af de to underarter på Sjælland og derfor den, man bedst kan forvente at møde i Forstbotanisk Have, hvor den da også yngler. Selv inkl. sin lange hale er arten en af landets mindste fuglearter. Den bygger en nærmest kugleformet rede bestående af især mos og spindelvæv, og som det ses på billedet, færdes den flokvis en stor del af året, dels om sommeren, hvor familien søger føde sammen, dels hele vinterhalvåret, hvor halemejserne samles i flokke, der kan blive ganske store med over 20 fugle.  

En af de bedst kendte fuglesange i Forstbotanisk Have tilhører bogfinken, der yngler her med mindst ét par og fuldt ud lever op til sit eget udsagn om, at ”Det-det-det ka’ jeg si’ li’ så TIT det ska’ vær’”. Da bogfinken har dialekter, og mennesker opfatter sangen forskelligt, kan strofen også ses gengivet som ”Der’-der’-der’ ik’ mer’ WC-papir” eller noget kortere som ”RIEsengebirge”. Bogfinkens nære slægtning, kvækerfinken, kommer kun på besøg som træk- og vintergæst nordfra, visse år i tusindtallige flokke; på en januardag i 1977 blev der således skønnet at opholde sig 3000 kvækerfinker i Forstbotanisk Have. Begge de nævnte finkearter ynder at finde bog, altså bøgens frugter, i skovbunden. Af andre finker kan nævnes den lille grønsisken og den store kernebider, der begge primært forekommer i vinterhalvåret, ofte i store flokke. Grønsiskenerne søger føde i birke- og elletræernes frugter, mens kernebideren med sit enorme næb kan knuse selv de hårde kerner af kirsebær, mirabel og lignende. I november 1992 kunne der tælles 90 grønsiskener i Forstbotanisk Have, og en januardag i 1969 opholdt en flok på 100-150 kernebidere sig her, men i indeværende århundrede har flokke på 25 grønsiskener og 16 kernebidere været de største ansamlinger. Også sjaggeren, der hører til droslerne og har navn efter sin skrattende stemme, ses nu kun som træk- og vintergæst; den må ellers formodes at have ynglet i Forstbotanisk Have i 1990’erne, da den var en almindelig ynglefugl i store kolonier i hele Hovedstadsområdet. I dag har den for størstedelen trukket sig tilbage til sine nordlige ynglepladser. Sjaggeren har ofte selskab af den mindre vindrossel, der udelukkende optræder som træk- og vintergæst. Sjældnere møder man også den velsyngende sangdrossel, der i hvert fald tidligere ynglede i Forstbotanisk Have, og den store misteldrossel, der kun optræder her i træktiden. Misteldroslen er sammen med silkehalen og munken de eneste fuglearter, der gerne æder misteltenens klæbrige bær, og Forstbotanisk Haves lille, højtsiddende bestand af denne snylteplante stammer utvivlsomt fra en fugleklat, sandsynligvis fra en af disse tre arter. 

Havesangeren, gærdesangeren og jernspurven er nogle af de mindre spektakulære fuglearter, man ikke lægger så meget mærke til. Jernspurven ligner en spurv, men er med sit spidse insektædernæb nærmere en sanger, og dens ret spinkle sang sammenlignes med lyden af en usmurt trillebør. I yngletiden lægger man heller ikke mærke til den ellers så farvestrålende skovskade (jf. billedet), der yngler med flere par i Forstbotanisk Have, og som uden for yngletiden ellers er kendt for at gøre højlydt opmærksom på sin tilstedeværelse – med kraftige, hæse og skrattende skrig. Skovskaden hører ligesom sin nære slægtning husskaden til kragefuglene, de mest intelligente fugle i Europa. Alle arter i denne familie, herunder også gråkragen, alliken og husskaden, er dygtige til at frarøve mindre fugle deres æg og unger, men man har aldrig kunnet påvise, at kragefugle påvirker andre arters bestande med deres tilstedeværelse. Bortset fra, at husskader ikke så gerne vil yngle, hvor gråkrager yngler, og det gør de i Forstbotanisk Have. 

To rovfugle kan træffes i Forstbotanisk Have, først og fremmest den ret lille spurvehøg, der yngler i haven og oftest fanger sit bytte på jorden, mest småfugle. Det ene foto af arten viser sandsynligvis høgen i en situation, der ikke ses så ofte, nemlig idet den myrebader, dvs. næsten lægger sig fladt på jorden, for at de angribende myrers myresyre kan få bugt med utøj i høgens fjerdragt. Heller ikke det andet foto af arten er hverdagskost, idet det viser to ungfugle i et småskænderi i nærheden af reden. Den noget større musvåge, der især om vinteren aflægger besøg fra omgivelserne, spiser gerne bl.a. regnorme, frøer og, som navnet siger, mus. 

Øvrige nåleskovsfugle

Blandt de mest udprægede nåleskovsfugle hører fuglekongen, Danmarks mindste fugl. Dens spinkle sang og kald høres konstant fra de fleste nåletræsbevoksninger, hvor den vimser rundt efter insekter, dog høres dens højfrekvente stemme fortrinsvis af kvinder og yngre mænd. Mindst ét par yngler i Forstbotanisk Have.

Selvom de også kan træffes mange andre steder, yngler både grønirisken, løvsangeren og rødhalsen – eller rødkælken, som den tidligere blev kaldt – allerhelst i nåleskov. Løvsangerens navn er således temmelig misvisende, ligesom gransangerens, eftersom sidstnævnte art oftest træffes i løvskov. Grønirisken er særlig glad for at bygge rede i eksotiske nåletræer og kaldes derfor ’kirkegårdenes fugl’. Den yngler i Forstbotanisk Have med ca. tre par. Hos rødhalsen forbliver hannerne territoriale om vinteren, og ikke nok med det, også hunnerne forsvarer territorium uden for yngletiden, både vores egne rødhalse og de mange, der trækker hertil om vinteren, jf. billedet. Det betyder, at rødhalsen kan høres syngende hele året, tilmed om natten. Hører man fuglesang i vinternatten, er det således normalt rødhalsen, der står bag. 

En af nåleskovens smukkeste fugle er dompappen, der hører til finkerne, og hvis navn henviser til en kirkelig titel. Hannens smukt røde underside er svær at overse, men ellers gør fuglen ikke meget væsen af sig, især ikke i yngletiden, hvor Forstbotanisk Haves enlige ynglepar sjældent opdages. Om vinteren ses til gengæld jævnligt flokke på op til 20 fugle her. 

Blandt nåleskovens vintergæster fra nordøst må fremhæves lille korsnæb samt to sjældne arter, hvidvinget korsnæb og nøddekrige. Alle tre arter indfinder sig typisk i forbindelse med såkaldte invasioner udløst af fødemangel på deres ynglepladser. Korsnæb har næb, hvis spidser krydser hinanden, en tilpasning til at få fat i deres foretrukne føde, nemlig kogler, for lille korsnæbs vedkommende især af gran og for hvidvinget korsnæbs vedkommende især af lærk. Alligevel var det i en lærk, der i 2013 blev set en flok på hele 20 stk. lille korsnæb. Som navnet siger, ernærer nøddekrigen, der er en kragefugl, sig mest af nødder, og denne art må trods sin sparsomme optræden betegnes som en af Forstbotanisk Haves specialiteter, idet den vides at have ynglet her som et af de få steder i Danmark. Ynglefund er senest gjort i 1986 efter en stor invasion i den forudgående vinter. 

Vandfugle

Det er i sagens natur ikke mange vandfugle, der bliver set i Forstbotanisk Have, i hvert fald ikke som rastende i havens enlige vandhul. En undtagelse er den velkendte gråand, Danmarks almindeligste vandfugl, hvis vilde bestand i høj grad suppleres løbende af forvildede tamfugle. Nogle mener endda, at gråanden er helt uddød i sin oprindelige, vilde udgave. Især i yngletiden kan gråanden dog også træffes langt fra vand, idet den ikke går af vejen for at bygge rede i træer, altankasser og lignende, også midt i byer og skove. I det tidlige forår søger andeparret sammen efter en rede, men det er hunnen alene, der udruger og passer kuldet. Som det ses på billedet kan man på denne tid finde andeparret hvilende fx på træstammer og hustage. Hunnen på billedet er en krydsning mellem en ægte, vild gråand og en tamand; det er kun sådanne hunner, der er mørke med hvidt bryst. Ifølge et finsk studium er denne type gråænder særligt almindelige i netop det danske hovedstadsområde og kaldes ligefrem Copenhagen White-breasted Duck.

For år tilbage er også blishønen set i vandhullet, og yderligere arter af vandfugle kan desuden ses flyvende over Forstbotanisk Have; det gælder især skarv, grågås, hættemåge, stormmåge og sølvmåge, men også havørn er set overflyvende her – i april 2017. Og når vi er ved de overflyvende fugle skal også mursejler og landsvale nævnes som fugle, der ofte ses fødesøgende i luftrummet over Forstbotanisk Have. 

Generalister

I fugleverdenen er generalisterne de arter, der groft sagt kan klare sig hvor som helst. 

En af generalisterne er ringduen, der tidligere også blev kaldt skovduen. Den er Danmarks største due og er i de seneste årtier blevet en af landets talrigeste ynglefugle. Såvel yngle- som vinterbestanden af ringdue er i dag omkring halvanden gang så stor som for 40 år siden; i begge tilfælde må dette nok især tilskrives det mildere klima, der tillader arten at yngle næsten hele året. Navnet ’ringdue’ er egentlig misvisende og kommer af de hvide pletter på halsen (se billedet), som på afstand ser ud til at danne en halsring, jf. billedet. Ringduen yngler nu med mindst 15 par i Forstbotanisk Have, hvor man det meste af året ikke kan færdes uden at høre dens femleddede strofe ”hu-hu-HU-hu-hu”, også gengivet som ”Jeg’n stor, FED skov-du’”. Dens rede er kendt for at være lemfældigt opført, og nedfaldne reder, æg eller unger findes ikke sjældent. Om vinteren kan flokke på op til 300 ringduer træffes overvintrende her. 

En anden velkendt generalist er solsorten, der nok er Danmarks almindeligste fugl, og hvis velkendte sang kan høres fra februar til august. Solsorten på billedet er en voksen han; hunnen og ungfuglene er brune. Artens navn siges oprindelig at have betydet ’sort som søle’. Både yngle- og vinterbestanden er i let fremgang på trods af, at arten er det uden sammenligning hyppigste offer for husskadens plyndringer af reder for både æg og unger. 

Endelig hører to af de små sangere også til generalisterne, nemlig munken og gransangeren. Begge har i de senere årtier været i kraftig fremgang, ikke mindst. pga. deres evne til at tilpasse sig klimamildningen og overvintre længere nordpå, bl.a. i Danmark. Munken er let kendelig på sin kalot, der er sort hos hannen og rødbrun hos hunnen. Den er i de senere år fundet ynglende med op til otte par i Forstbotanisk Have. Gransangeren er en af de små, ret ensfarvet gråbrune fugle, som bedst kendes på stemmen, i dette tilfælde et ensformigt, rytmisk, gentaget ”tjiff-tjaff-tjiff-tjaff.” Den har i disse år en ynglebestand på seks par her.